Cyklistens værste mareridt
Hvis du er cyklist, har du muligvis været ved at skide i dine cykelshorts en gang eller to, fordi du er blevet overset af en bilist. Det kan være noget af et chok, når der pludselig kommer en bil svingende ind foran dig, eller du er ved at blive klemt op ad en parkeret bil.
Bagefter går der lidt, før pulsen kommer ned igen, for bare i et splitsekund nåede du at frygte, hvor galt det kunne gå. Cykel vs. bil ender sjældent med en sejr til cyklen. Der er desværre ikke meget, du som cyklist kan gøre for at blive set i trafikken.
En cykelhjelm med LED-lys kan gøre dig mere synlig for bilister, der overhaler dig, men det er beklageligvis ikke en helt idiotsikker løsning. Idiotsikker i den forstand, at der altid vil være bilister, der kører med hovedet under armen, og ikke ville lægge mærke til en elefant på stylter, med mindre den satte sig på kølerhjelmen.
Du nåede levende frem – hvad så nu?
Når du er nået helskindet til din slutdestination er mareridtet ingenlunde slut; for nu skal din cykel være ufrivillig deltager i det store cykel-lotteri, hvor det drejer sig om at have den bedste cykellås, hvis ikke din tohjulede ven skal blive udtrukket som vinder (eller taber, afhængigt af øjnene, der ser det).
Der er simpelthen ikke noget værre end at komme ned til cykelstativet efter en lang dag på job eller i skole, bare for at opdage, at nogen har haft brug for at “låne” en cykel, og din tilfældigvis var den, der var lettest at tage.
Har du en forsikringsgodkendt cykellås er det desværre stadig ingen garanti for, at din cykel bliver på sin plads, men i det mindste dækker forsikringen – en ringe trøst, når du sjosker hjemad i regnen, men ikke desto mindre en trøst.