Sådan bliver du tekstforfatter
Vælg en målgruppe
Der er rigtig mange, der har brug for en professionel skribent som dig.
Men der er selvfølgelig også rigtig mange tekstforfattere, der kæmper om opgaverne.
Derfor er det vigtigt, at du vælger en målgruppe, som du kan markedsføre dig til.
Nogle af de mest oplagte målgrupper er:
- Mennesker, som har behov for en professionel jobansøgning
- Virksomheder med behov for blogindlæg, salgstekster, nyhedsbreve og pressemeddelelser
- Forfattere, som gerne vil have hjælp til redigering og korrektur af deres manuskript
- Mennesker, som ønsker sig en festsang til konfirmation, fødselsdag eller andre festlige lejligheder.
Sæt ord på dit eget uniq selling point
Du er nødt til at forklare mulige kunder, hvorfor de netop skulle købe tekster af dig. Det kan selvfølgelig være en rigtig god grund, at du har en særlig viden om det, du skal skrive om. Men der kan også være andre gode grunde til at handle netop med dig.
Du skal derfor forklare potentielle kunder, hvorfor lige præcis du skal være deres freelance-skribent.
Her er nogle bud på, hvordan du kan skille dig positivt ud fra konkurrenterne:
- Du har en dybdegående erfaring med tekstforfatning
- Du har en særlig faglig viden om lige præcis de emner, du vil skrive om
- Du tilbyder gratis fotos til dem, der bestiller tekster hos dig
- Du har en onlineklub, hvor dine kunder har adgang
- Du kan levere hurtigere eller billigere end andre skribenter.
Skaf kundeudtalelser
Det er utrolig vigtigt, at mulige kunder kan se, at de nuværende kunder er glade for dit arbejde.
Derfor skal du have kundeudtalelser på din hjemmeside.
Men hvis du ikke har nogen kunder endnu, kan det selvfølgelig være lidt svært.
Derfor kan du overveje at tilbyde dine tekster gratis til et par prøvekunder.
Det skal allerhelst være mennesker, som alle i din målgruppe kender og ser op til:
Hvis du for eksempel skriver for virksomheder, henvender du dig til en iværksætter-guru og tilbyder at skrive gratis tekster mod at få en udtalelse.
Markedsfør dig som skribent
Det er ikke sikkert, du skal bruge mange penge på at markedsføre dig i begyndelsen. Men noget skal du selvfølgelig gøre. Du er nødt til at lægge en markedsføringsplan, så du sørger for at være synlig for dine potentielle kunder igen og igen. Husk, at det er ligegyldigt, hvor dygtig du er, hvis folk ikke kender dig!
- Kom i gang med at sende nyhedsbreve med det samme
- Ring til potentielle kunder – men kun hvis du vil sælge til virksomheder. Husk, at det er ikke lovligt at henvende sig til privatpersoner telefonisk.
- Bliv synlig på sociale medier som Facebook, Instagram eller LinkedIn. Vælg de sociale medier, hvor dine potentielle kunder alligevel er i forvejen.
- Hold webinarer, rådgivningsmøder eller giv gode råd til dine potentielle kunder på live-møder online.